I januar 2014 bad Efterskolen Skovbo mig om at hjælpe eleverne med at skabe kulisser til årets musikteaterforestilling. Jeg har flere gange tidligere hjulpet skolen med lignende projekter (se eksempler) og gør altid meget ud af, at projektet har et solidt pædagogisk indhold - og at det munder ud i et resultat, som eleverne er stolte af.
Denne gang handlede det bla. om at få malet en jordklode, der skulle hænge oppe i loftet over scenen og på en eller anden måde illustrere ulighed.
Forstillingen var traditionen tro bygget op helt fra bunden i et unikt samarbejde mellem forstander, lærere og elever: Denne gang var inspirationen hentet fra en politiske tænkning der har drevet store forbilleder som Martin Luther King og Desmond Tutu
Et par uger i forvejen kørte jeg over og mødtes med nogle af de involverede lærere og elever for at inspirere dem, så de selv kunne begynde at arbejde visuelt med uligheds-temaet.
2. januar gik det for alvor løs: Først med en lang og grundig kreativ proces: Vi diskuterede og googlede, hvordan ulighed overhovedet ser ud - og vi besluttede, hvilken stilart og virkemidler, der bedst kunne udtrykke det, vi ville sige. Vi besluttede at male kloden i samme farver som en globus, men med menneskefigurer i stedet for kontinenter. Vi valgte foto-realisme frem for tegneserie - og vi valgte at placere overfloden i nord og fattigdommen i syd - ligesom det i mange år har været på den rigtige jordklode.
I samtalen blev ulighedsbegrebet hurtigt meget nærværende, da en af eleverne kunne fortælle, hvordan det føles, når ens egen mor må ud og bede om julehjælp - og hvordan det er at blive mobbet i skolen for at være fattig. Takket være hende kom der også nuancer ind i fortællingen: Det kan godt være at de rige har fest, sjov og penge, men fattige kender til omsorg for hinanden, taknemmelighed og sans for virkelige værdier. Vi tegnede noget af denne samtale på "Sydpolen", som var den del af kloden, der ville blive mest synlig for publikum under forestillingen.
Jeg havde taget en stor mængde fotos af fattigdom og elendighed med for at inspirere den kreative proces. Nogle af eleverne troede ganske enkelt ikke på dem og hævdede at selv de berømte Biafra-børn fra 1970erne var photoshoppede. Det bragte os ind i en samtale om, hvordan mediernes billedbombardement gør os ufølsomme overfor de fotografier, som burde forurolige os mest. Netop den del af vores samtale blev malet på hele den ene tredjedel af kloden: En familie sidder i deres sofa i nord og ser billeder af hungersnød og krig på deres tv og computerspil: mens billederne bliver gentaget i virkeligeden nogle få centimeter syd for deres sofa.
Efter fire dage var maleprocessen så langt at jeg kunne overlade den til lærere og elever. Inden jeg kørte hjem, ville jeg sikre mig, at den kreative proces havde givet eleverne den fornemmelse af ejerskab, som det var min mening. En af pigerne svarede: "Vi har ikke malet dine ideer, men du har taget vores ideer og gjort dem bedre!". Det var en dejlig afskedssalut at køre hjem på!
"Og Jorden var tom og øde..." her ses den kort før, den blev befolket med grådige mennesker.
Efter vores første møde var skolens billedkunst- og teaterlærere meget inspirerede af min billedserie Verdensorden.
Jeg førte eleverne gennem en lang og krævende kreativ proces for at sikre at det var deres taker og ideer vi kom til at male.
Det var en stor lettelse for eleverne, da der var "hul igennem" og de kunne sætte deres første penselstrøg på planeten.
En nyttig fodbold. Eleverne lærte om vigtigheden af at bruge skalamodel, når man arbejder rumligt i stort format
Der var plads til at befolke jordkloden med tre store fortællinger: Her den om festen i de rige lande.
Her: De fattige bærer de rige, der sidder i sofaen og drikker kaffe til tv-nyheder om hungersnød og børnesoldater.
Her er et par nødhjælpsarbejdere ved at dele pakker med fødevarer ud.
Sydpolen er vigtig, fordi det er den del af kloden der ses mest under forestillingen Her tegnes fortællingen om to slumbørns omsorg for hinanden.