På Christiansborg med Etisk Råd
Jeg medvirkede som stand-up-maler under Etisk Råds afsluttende seminar i projektet "Diagnosen som det bedste og et værste"
Jeg var også inviteret med, da rådet fremlagde resultaterne på en konference på Christiansborg.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i tre "gråzonediagnoser", som er i stærk vækst: ADHD, depression og funktionelle lidelser.
På seminaret fik jeg 10 min taletid ved afslutningen. Den brugte jeg bl.a. på at undre mig over, at ingen af de 50 indkaldte sundhedsfaglige eksperter, politiske sundhedsorførere eller ledere fra patientforeninger havde brugt bare 5 min på at reflektere over, hvilke samfundsmæssige forandringer, der måske kunne være årsag til "de nye syge".
Etisk Råds arbejde resulterede i en tekstsamlingen: "Etiske spørgsmål ved anvendelse af diagnoser" , hvor mine malerier blev brugt som illustrationer. De blev også brugt som slides under præsentationen af materialet og som roll-up bannere på en konference på Christiansborg

Se lignende opgave for Domstolsstyrelsen

"Siloerne. Systemet, som blot var er række instanser" .
Portræt af patientoplevelsen.

Maleriet "Dilemmafyldt farvand" på roll-up banner ved indgangen til salen på Christiansborg.

Maleriet "Med lægernes arbejdsredskab (diagnosen) udenpå tøjet"

Organisationer har traditioner
To københavnske friskoler holdt et todages internatkursus for at tale om deres kultur. Begge skolerne drives på kristne holdninger, værdier og traditioner. På begge skoler oplevede ledelse behov for en samtale om forholdet mellem frugtbare traditioner og nødvendig forandring.
Jeg medvirkede som facilitator, da de to skolers ledergrupper planlagde internatet. Her bestemte vi at arbejde med skolernes traditioner, fordi det er den synlige og konkrete side af kulturen. I modsætning til mange andre virksomhedskultur-projekter, jeg har medvirket i; typisk værdiprocesser, som har taget udgangspunkt i det sagte - med risiko for at havde i det intentionelle og selvfede.

Selve internatkurset begyndte med et foredrag på Herlufsholm Kostskole. Formålet var at spejle sig i en anderles, stærkt traditionsbåren skole - og dermed at skabe fælles sprog, referenceramme og udgangspunkt og for den samtale friskolernes personale, ledelse og bestyrelser efterfølgende skulle have.
Efter besøget fortsatte internatet på et kursuscenter, hvor jeg havde indrettet et lokale som atelier for de 50 deltagere.
Her underviste jeg først om traditionsbegrebet. Derefter ledte jeg deltagerne gennem en workshop, hvor de gruppevis skulle portrættere deres skoles traditioner. Arbejdsprocessen var stramt styret, således at grupperne kunne bruge maleprocessen til at diskutere de enkelte punkter fra mit oplæg. Bagefter holdt deltagerne en festlig fernisering, hvor grupperne fortalte, hvad de havde tænkt om deres skoles kultur.

Næste dag startede med to oplægsholdere. Jeg stod ved siden af og satte billeder på.
Jeg afrundede de to internatdage med nogle små øvelser: Bl.a. skulle deltagerne stemme om hvilke af skitsene fra oplæggene, der var vigtigst for dem og bagefter begrunde hvorfor.
Til sidst bad jeg dem meditere i stilhed over en række udtalelser af hovedfiguren i deres kristne tradition, og derefter dele deres refleksioner over, hvordan Han placerede sig i spændingsfeltet mellem rigid tradition og radikal nytænkning.

Jeg stod på siden af foredrag og oplæg og malede vigtige pointer. På fotoet står staffeliet i den 500 år gamle festsal på Herlufsholm (tv).

Jeg satte skilte på døren til kursuslokalet for at understrege, at formålet med kurset blot var: samtale, refleksion og ideudvikling.

Samtalen om virksomhedskultur bliver levende og håndgribelig, når man ikke kun skal sætte ord, men også billeder på sine tanker

Under ferniseringen havde deltagerne stort udbytte af at lytte til deres kolleger - både fra deres egen og fra den anden friskole.

"Du er altid velkommen til at komme ind i vores rammer" gav udtryk for deltagernes selvironiske distance til deres skolers traditioner.

I de afsluttende øvelser var stemningen til at jeg udleverede gaffatape til lederne, så de kunne markere deres vilje til at lytte.

"Jeg har fået megen god respons. Personligt var jeg meget stolt af mine kollegaer, som jeg havde en oplevelse af gik virkelig godt til opgaverne og gjorde deres bedste. Flere har her i tiden efter grinet/smilet, når der er blevet sagt "plejer". Flere ønsker at vi virkelig tager fat på vores traditioner nu og tænker dem på ny."
Lykke Larsen, Skoleleder, Jakobskolen

At tage pårørende-brillerne på
Specialcentret er døgntilbud og aflastning i Esbjerg Kommune for ca. 100 psykisk/fysisk handicappede børn og unge.
Institutionen havde sat fokus på at forbedre og designe helt nye tilgange til forældresamarbejdet.
Jeg blev inviteret til at lave et kunstprojekt, hvor billederne skabte "sprog" og ”pejlemærker” for den ønskede udvikling, samtidig med at jeg planlagde og faciliterede processen sammen med ledergruppen.
Projektet forløb over ni måneder og var delvis finansieret med offentlige kulturmidler fra Kulturregion Vadehavet.

Forløbet startede med flere møder, hvor lederne formulerede og afstemte ideer og formål med projektet, inden vi holdt de første personalemøder i de 7 afdelinger.
Helt fra begyndelsen brugte jeg mange visuelle hands-on aktiviteter i min facilitering. I de dele af møderne, hvor jeg ikke var aktiv som proceskonsulent, stod jeg ved mit staffeli på sidelinjen og malede, hvad mødedeltagerne sagde. Det blev til ca. hundrede skitser, som efterhånden indgik i forklaringer og diskussioner på personalemøderne. De, som ramte plet hos personalet, blev løbende indrammet og cirkulerede rundt på afdelingerne.

Inden selve forløbet begyndte, havde jeg helt bogstaveligt kortlagt arbejdsmiljøet: Medarbejderne fra alle syv afdelinger havde besvaret spørgeskemaer om udfordringerne i forældresamarbejdet. Jeg brugte svarene som inspiration til at tegne et landkort over de grundlæggende vilkår i samarbejdet - og inviterede ledere og personale til selv at opfinde flere metaforiske stednavne. Ved projektets slutning malede jeg en endelig version af kortet, hvor alle deres bidrag indgik. Det er nu blevet hængt op et sted, hvor alle kommer.

Det var vigtigt at få forældrenes perspektiv ind i samtalerne. Personalets efterlyste selv en større viden om pårørendes livsvilkår.
Jeg interviewede derfor ni forældre. Transskriberet, bearbejdet og nænsomt redigeret blev det til 20 sider med citater. Medarbejderne fik dem til gennemlæsning inden den sidste række personalemøder, hvor jeg lagde stor vægt på at italesætte de indsigter, reaktioner og refleksoner, citaterne skabte.

Til sidst medvirkede jeg på et internat for ledergruppen, hvor vi bredte al dokumentationen fra forløbet ud, så lederne kunne udpege de pointer, som var vigtige for hver deres afdeling: Skitser, udtalelser, refleksioner og personalets erfaringer fra de første små skridt af ændret praksis, som blev taget i løbet af projektet. Derefter tog jeg alt dette forarbejde med hjem og malede de "pejlemærker", som jeg havde lovet hver af de syv afdelinger

Esbjerg Kommunes kommunikationsafdeling redigerede forældrecitaterne yderligede og udgav dem i et hæfte, som beskrev kunstprojektet og er illustreret med mine skitser. I første omgang skulle hæftet uddelt til forældrene under ferniseringen på institutionens sommerfest, som en invitation til videre dialog. Men forældrenes hudløst ærlige udtalelser gjorde også indtryk udenfor institutionen: Hæftet har siden fundet vej til pårørende-debatter længere oppe i det kommunale system - både i forvaltningen og på det politiske niveau.

Presseklip: Jyske Vestkysten, Fyens Stiftstidende, Esbjerg Kommunes medarbejderblad. Kronik i Magasinet Sameksistens
Se video om projektets effekter i organisationen.

Helt fra begyndelsen stod jeg på sidelinjen og malede hurtige skitser som fastholdt vigtige pointer fra samtalerne.

"Dokumentationsbjerget", "Informationsfloden", "Konfliktskyernes Dal" og "Realitets-Check-pointet"

Personalet vurderede løbende, hvilke af de mange skitser, der ramte ind i det, som var vigtigt for dem.

Jeg havde meget fokus på at sætte billeder på personalets ændrede rolle i forhold til børnene, de unge og deres forældre

Projektet sluttede med en festlig fernisering, hvor børnene og unge afslørede de endelige malerier, jeg havde lavet som pejlemærke til de 7 afdelinger

Ledergruppen valgte illustrationer til hæfterne med forældrecitater blandt mine 100 skitser. Den som udfordrede medarbejdernes å forsiden var