At tage pårørende-brillerne på
Specialcentret er døgntilbud og aflastning i Esbjerg Kommune for ca. 100 psykisk/fysisk handicappede børn og unge.
Institutionen havde sat fokus på at forbedre og designe helt nye tilgange til forældresamarbejdet.
Jeg blev inviteret til at lave et kunstprojekt, hvor billederne skabte "sprog" og ”pejlemærker” for den ønskede udvikling, samtidig med at jeg planlagde og faciliterede processen sammen med ledergruppen.
Projektet forløb over ni måneder og var delvis finansieret med offentlige kulturmidler fra Kulturregion Vadehavet.

Forløbet startede med flere møder, hvor lederne formulerede og afstemte ideer og formål med projektet, inden vi holdt de første personalemøder i de 7 afdelinger.
Helt fra begyndelsen brugte jeg mange visuelle hands-on aktiviteter i min facilitering. I de dele af møderne, hvor jeg ikke var aktiv som proceskonsulent, stod jeg ved mit staffeli på sidelinjen og malede, hvad mødedeltagerne sagde. Det blev til ca. hundrede skitser, som efterhånden indgik i forklaringer og diskussioner på personalemøderne. De, som ramte plet hos personalet, blev løbende indrammet og cirkulerede rundt på afdelingerne.

Inden selve forløbet begyndte, havde jeg helt bogstaveligt kortlagt arbejdsmiljøet: Medarbejderne fra alle syv afdelinger havde besvaret spørgeskemaer om udfordringerne i forældresamarbejdet. Jeg brugte svarene som inspiration til at tegne et landkort over de grundlæggende vilkår i samarbejdet - og inviterede ledere og personale til selv at opfinde flere metaforiske stednavne. Ved projektets slutning malede jeg en endelig version af kortet, hvor alle deres bidrag indgik. Det er nu blevet hængt op et sted, hvor alle kommer.

Det var vigtigt at få forældrenes perspektiv ind i samtalerne. Personalets efterlyste selv en større viden om pårørendes livsvilkår.
Jeg interviewede derfor ni forældre. Transskriberet, bearbejdet og nænsomt redigeret blev det til 20 sider med citater. Medarbejderne fik dem til gennemlæsning inden den sidste række personalemøder, hvor jeg lagde stor vægt på at italesætte de indsigter, reaktioner og refleksoner, citaterne skabte.

Til sidst medvirkede jeg på et internat for ledergruppen, hvor vi bredte al dokumentationen fra forløbet ud, så lederne kunne udpege de pointer, som var vigtige for hver deres afdeling: Skitser, udtalelser, refleksioner og personalets erfaringer fra de første små skridt af ændret praksis, som blev taget i løbet af projektet. Derefter tog jeg alt dette forarbejde med hjem og malede de "pejlemærker", som jeg havde lovet hver af de syv afdelinger

Esbjerg Kommunes kommunikationsafdeling redigerede forældrecitaterne yderligede og udgav dem i et hæfte, som beskrev kunstprojektet og er illustreret med mine skitser. I første omgang skulle hæftet uddelt til forældrene under ferniseringen på institutionens sommerfest, som en invitation til videre dialog. Men forældrenes hudløst ærlige udtalelser gjorde også indtryk udenfor institutionen: Hæftet har siden fundet vej til pårørende-debatter længere oppe i det kommunale system - både i forvaltningen og på det politiske niveau.

Presseklip: Jyske Vestkysten, Fyens Stiftstidende, Esbjerg Kommunes medarbejderblad.
Se video om projektets effekter i organisationen.

SpecBordet238

Helt fra begyndelsen stod jeg på sidelinjen og malede hurtige skitser som fastholdt vigtige pointer fra samtalerne.

NytSpecNov17a 238

"Dokumentationsbjerget", "Informationsfloden", "Konfliktskyernes Dal" og "Realitets-Check-pointet"

SpecUdst238

Personalet vurderede løbende, hvilke af de mange skitser, der ramte ind i det, som var vigtigt for dem.

SpecMalRolle238

Jeg havde meget fokus på at sætte billeder på personalets ændrede rolle i forhold til børnene, de unge og deres forældre

SpecVideo6 238

Projektet sluttede med en festlig fernisering, hvor børnene og unge afslørede de endelige malerier, jeg havde lavet som pejlemærke til de 7 afdelinger

SpecHaeftet238

Ledergruppen valgte illustrationer til hæfterne med forældrecitater blandt mine 100 skitser. Den som udfordrede medarbejdernes å forsiden var