HTH Køkkener ville undersøge mulighederne for udveksling af arbejdsopgaver mellem administration og produktion – specielt med henblik på at reducere mængden af ensformigt og belastende arbejde i administrationen. Pilotprojektet statede med 2 hold á 20 medarbejdere, som hver mødtes i 2 dages internat.
Jeg deltog sammen med to organisationskonsulenter fra Worklife i planlægning og opstart af de to projekter.
Min primære opgave var at sætte billeder på samtalen om en anderledes organisation - derudover havde jeg fået frie hænder til at blande mig og sikre klar kommunikation i de meget uhomogene projektgrupper.

Konsulenterne indledte med statistikker, tal og grafer om belastninger ved muse- og skærmarbejde. Det gjorde ikke indtryk på deltagerne. Jeg intervenerede efter første rygepause; malede deltagernes 20 kroppe på et lærred, spurgte hver enkelt, hvor de arbejdsrelaterede smerter sad, og markerede det med rød maling på figurerne. Historierne fulgte med: De fleste kendte til smerter. Især i stressede perioder. Betydningen af samarbejdet i organisationen blev tydelig. Og gruppen skiftede fra distancering til lyst til at løse et fælles problem.

Da deltagerne næste dag fremlagde deres handleplaner, stod jeg imens og visualiserede, hvad de sagde. Jeg opdagede at jeg kun kunne male det, der var tænkt konkret igennem. Og jeg brugte min ret til at afbryde, når der kom for mange dyre ord og luftige begreber. En enkelt gruppe blev så overbevist af denne kvalitetskontrol, at den bad om timeout for at kunne arbejde videre med sit forslag.

Effekt: Deltagerne var glade for malerierne og hængte dem straks op hjemme i virksomheden. Det gav dem gode anledninger til at tale med kollegerne om pilotprojekterne.
Jeg besøgte virksomheden flere år efter siger enkelte deltagere at malerierne er med til at minde dem om tankerne bag projektet.

Tankerne om at lægge flere administrative opgaver ud i produktionen.

Jeg malede deres 20 kroppe og spurgte, hvor det gjorde ondt

I ethvert projekt er der en tragt hvor kun de bedste ideer kommer igennem

 ”Det var en stor udfordring, at deltagerne kom fra så forskellige dele af organisationen. De talte slet ikke samme sprog. De billeder, du malede for os, synliggjorde bogstaveligt talt problemerne. Og de gjorde det lettere for os at komme ind til kernen af det, der ellers var svært at diskutere.”
Henry Kock, Teknisk direktør, HTH Køkkener.

”Det var utroligt spændende, at Karsten Auerbach stod og malede undervejs.
Det skærpede opmærksomheden og  udvidede vores tankeprocesser, så vi fik mere med.
Det, han fik malet op for os, var en hjælp i det, vi sad med
Vi kom mere ind til benet – og samtidig fik det os til at se helheden.”
Tuula Nordbäck. Markedsassistent i Kundetjenesten.

”Det bedste var, da Karsten Auerbach  malede de røde pletter på billederne af vores kroppe.
Det var dér, det blev helt tydeligt, at smerterne ikke bare var noget, vi sad og fandt på. Ellers kunne vi nemt være gået hjem og have sagt: ”Jamen, vi har det da meget godt!”
Billederne kom til at hænge på vores lange gang. Nogle af dem, der ikke var med, har spurgt, hvad det er for noget. Det har givet mange gode anledninger til at snakke om, hvad kurset handlede om.”
Hanne Vase Bendtsen. Miljø og projektkoordinator.

”Udlægning af administrative jobs til produktionen er faktisk den eneste del af det store projekt, der stadig kører. Vi har lagt en del indkøbsfunktioner ud i produktionen. Senest bestilling af kantebånd.
Jeg går forbi billederne på gangen hver dag. Jeg tænker ikke dybt over dem mere, men de er en god reminder: Når jeg ser billedet med de ømme punkter i kroppen, tænker jeg: ”Nåh ja, det var dengang. Det var det, vi skulle gå hjem og arbejde med - det skal jeg lige huske.”.”
Leo Nielsen. Driftsleder i komponentafdelingen.

Udviklingssygeplejersken fra Sønderjyllands Hospice spurgte om jeg ville komme og male for en af patienterne, som hele tiden havde brugte ordet forsoning. Personalet var i tvivl om, hvad hun mente med det. Jeg skulle prøve at sætte billeder på, hvad hun tænkte, mens jeg talte med hende.
Kunst og pleje af døende kræftpatienter er normalt ikke to ting man forbinder med hinanden. For de af os, som som kun kender et hospice udefra, vil det mest indlysende berøringspunkt være, at kunsten kan skabe nogle pæne kulisser, vi kan dø i. Men i virkeligheden er både æstetik og kunstterapi en dybt integreret del af den modene hospicefilosofi.
Alligevel var dette måske føste gang, at et hospice har bedt en kunstner komme og arbejde i direkte dialog med en døende.
Efterfølgende har jeg i en årrække undervist sygeplejersker og andet plejepersonale på University College Syd's kursus "Palliation - et bredt sundhedsperspektiv" hvor jeg har kombineret historien om Nina med et mere bredt oplæg om billedkunst og døende.
Jeg har undervist på Ankerhus Hospice og holdt oplæg for Hospice Forum Danmark om "Billedkunstens betydning i palliativ pleje og behandling". Se presseklip fra Kristeligt Dagblad.
Teksten nedenfor er et let redigeret uddrag af min artikel i Regner Birkelunds antologi: "Ved livets afslutning" Aarhus Universitetsforlag". (Læs anmeldelse).

Jeg maler musikstykket i så stort format at Nina kan se - og følge med

Jeg maler musiken ind som en bro over en kløft, mens Nina ser på

Til sidst malede jeg hendes definitioner af forsoning som endnu en bro over kløften

Jeg sad parat i Hospicets store lyse spisesal med pensler, maling og et stort staffeli, da Nina blev kørt ind. Personalet smilede og gik. For dem var det hverdag. Nu var jeg alene med en lille, spinkel, døende kvinde. Hendes øjne var lukkede, da hun kom ind. Jeg tænkte på, hvor meget hun var påvirket hun smertemedicin. Men da hun åbnede øjnene, var blikket overraskende klart. Hun var 100% tilstede, da vi begyndte at tale sammen og skulle bare have tid til at svare. Personalet havde snakket med hende om, hvorfor jeg var der. Jeg skulle ikke først til at forklare.
"Tror du nogensinde, de bliver forsonede?" spurgte hun og tænkte på de seneste nyheder om Israels invasion i Sydlibanon. Øjnene løj åbenbart ikke. Hun var fuldt opdateret. Og hun var tilsyneladende mere optaget af det medansvar, hun som jøde følte for krigshandlingerne, end af sin egen situation. Det lød ikke som en flugt fra hendes egen situation, men mere som et menneske af et vist format.
Jeg havde med vilje ikke planlagt, hvad jeg skulle male: Det skulle være Ninas billede. Men i vores indledende samtale kom der et enkelt billede inde i hovedet: at forsoning er som at bygge en bro over en afgrund. Jeg havde dog forberedt én ting: Personalet havde fortalt at Nina hele tiden ville høre det samme lille stykke klassiske musik. Og jeg havde bestemt at jeg ville møde hende i musikken. Musikken handlede også om forsoning! Kompositionen hed Kol Nidrei og var skrevet af komponisten Max Bruch i 1881. Melodien var hentet fra en sang af samme navn, som hører til den jødiske forsoningsfest Yom Kippur. Hjemme på mit atelier havde jeg eksperimenteret med at male musikkens forløb som et langt, vandret abstrakt billede i sort/hvid. Det var en slags grafisk musikanalyse. Jeg havde opdelt kompositionen i sektioner. Jeg lod stregerne fange melodiens bevægelser og malede både det lyse og himmelflyvende og de mørke, melankolske dele af lydbilledet: Op. Ned. Hurtig og intens. Tøvende. Svævende.
Da vi havde lyttet musikstykket igennem samen første gang, fortalte hun, hvordan det havde været en rød tråd igennem hele hendes liv, helt fra hun var en lille pige i Hviderusland, og hendes far spillede det for hende. Hun fortalte om sin fars drøm om at blive violinist. Om russernes jødeforfølgelser, der drev familien på flugt til Europa, og om rædslerne dér under nazismen. Nina men mistede en stor del af sin nærmeste familie i koncentrationslejrene. Og dér i vanviddet og meningsløsheden mistede hun også sin religiøse tro. Hun kom til Danmark, mødte sin mand, fik børn og levede et forholdsvis velstillet liv.
Det var en overvældende tanke, at det ikke bare var en lille, spinkel, kræftsyg kvinde der lå ved siden af mig, men 90 års verdenshistorie.
Jeg prøvede at tale med hende om musikken. Hvilke tanker og følelser bragte den frem i hende? Hendes øjne var for dårlige til at se de små grafiske skitser af musikkens forløb, som jeg havde lavet derhjemme. Derfor spillede vi musikstykket igen. Og denne gang malede jeg det, efterhånden som det skred frem, i stort format på et to meter bredt lærred lige ved siden af hende. Nu hun kunne følge med. .
Det var som om, Nina kun hørte de mørke dele af lydbilledet. Og når jeg spurgte, hvad det fik hende til at tænke på, talte hun om sin tvivl. Det var ikke en religiøs tvivl, men manglende håb om forsoning. 
Hvis vi bare havde talt almindeligt sammen om hendes tvivl, ville mit forsøg på at få hende til at se denne anden lyse side af musikken sikkert have virket både banalt og malplaceret. Men her virkede det rigtigt. Maleriet af musikstykket var ligesom som et landkort, der helt objektivt viste lyset og mørket i kompositionen. Vi lyttede musikken igennem igen. Og nu var det, som om hun bedre kunne høre helheden og genfinde de sider af musikken, som hun havde glemt.
Ligesom mange andre klassiske værker tager Kol Nidrei flere tilløb til at slutte. Lige i situationen kunne jeg ikke lade være med at tænke på et liv, der var ved at slutte. Det specielle var, at der i netop dén indspilning, som vi brugte, lå der en smuk, lys stryger-stemme og svævede, lang og ensartet hen over hele denne afslutning. På min grafiske afbildning havde jeg malet tonen som en tynd, hvid, lige linje, der fortsatte ud over billedets mørke rammekant. Ud over døden og ind i det uendelige hvide rum uden om billedet. Tonen og linjen stillede forsigtigt de spørgsmål, som de fleste af os har omkring døden, hvad enten vi er religiøse eller ej: ”Hvad er der bagefter? Er der noget af mig, som fortsætter? Sjælen? Mindet? Generne?” Men da jeg spurgte Nina, hvad hun selv håbede på, talte hun igen om forsoning. 
Det var ikke svært at forstå, at hun måtte have mange hændelser og personer – ja, selv hele nationer at forsone sig med. Forfølgelserne, Holocaust og hendes brud med sin jødiske baggrund var ikke bare fortid. Det havde trukket dybe og lange kløfter både i familien og i hende selv. Men hvordan skulle jeg male, hvad Nina mente med ordet forsoning? Skulle billedet vise fortiden? Skulle jeg bare illustrere historien og give den ret? Forstå og have medlidenhed? Ville det bringe noget konstruktivt? Eller kunne jeg udfordre hende på en måde, der ikke gjorde ondt eller var respektløs?
Mens hun så på malede jeg med en dyb kløft og  placerede derefter den grafiske afbildning af hendes musikstykke som en bro over kløften.
Så bad jeg om hendes hjælp til at male én bro til.
Jeg bad hende om at fortælle mig, hvad forsoning er. I stedet for hendes fortid valgte jeg at tage udgangspunkt i nuet og det handlingsorienterede og spurgte igen og igen: ”Hvad gør man helt konkret, når man forsoner sig?”
Når jeg arbejder med at visualisere ord, som bliver sagt, er det for at hjælpe beskueren til at skifte fra at tænke med ord til at tænke i billeder. Jeg nøjes ikke med at forklare ord med ord, men spørger: ”Hvordan det ser ud?” Det kan i sig selv være godt at konkretisere store ord og abstrakte begreber på denne måde. Men den større pointe er, at det netop er i skiftet mellem de to måder at tænke på, at de nye vinkler og erkendelser opstår.
”Man giver slip på den bitterhed, man har holdt fast i”, lød et af hendes svar. ”Man holder op med at skubbe virkeligheden væk fra synsfeltet”. Formuleringerne her er ikke helt hendes egne. Hun var meget afkræftet nu. Jeg måtte lytte godt efter og flere gange prøve at formulere sætningerne færdig - indtil hun nikkede. ”Man mærker smerten, men afstår fra at gøre gengæld”. ”Man opdager, at man kan gøre sig selv fri af konflikten”. ”Man beslutter sig for, at det er vigtigere at være sammen end at have ret.” Jeg ”oversatte” hvert af Ninas udsagn til skitser med menneskefigurer, der gjorde det, som hun sagde.
”Forsoning er, når man opgiver at holde fast i sit eget for i stedet at gå den anden i møde”, lød den skarpeste af hendes definitioner. Jeg placerede to mørke silhuetter lige i det gyldne snit på broen. De vendte hårdnakket ryggen til hinanden, men inde i silhuetterne var nogle levende personer langsomt ved at tø op og vende sig til hinanden.
Nina var stadig klar, men meget træt. Ind imellem lukkede hun øjnene. Så tav vi et stykke tid, indtil hun havde samlet kræfter til at fortsætte.
Til sidst viste jeg hende mine figurskitser og beskrev, hvordan jeg ville male dem på lærredet som en vandret frise af kroppe, der udgjorde endnu en bro over kløften. Da hun havde godkendt alle skitserne og ideerne, blev hun kørt tilbage til sin stue. Jeg arbejdede videre alene.
Nogle timer senere gik jeg ind på hendes stue for at vise hende det færdige maleri - og for at tage afsked med hende.

Dagen efter mit besøg fik jeg at vide, at det endelig var lykkedes en af sygeplejerskerne at tale med Nina om hendes begravelse - ved at tage udgangspunkt i maleriet. Det havde ellers været svært for personalet, fordi hun var ateist, men samtalen ville uundgåeligt komme ind omkring hendes jødiske baggrund og hvilke religiøse og kulturelle elementer, hun ville have med i sin begravelse.
Efter endnu et par dage var det lykkedes Nina at få to af hendes nærmeste til at mødes på hendes stue. De to havde ikke været på talefod i mange år. Måske var det også dette skridt hen imod en forsoning, Nina havde ventet på. Efter endnu to dage døde hun. 

Jeg havde mødt både interesse og ængstelse hos hospicepersonalet, da jeg talte med en gruppe af dem før mit møde med Nina. Bagefter sagde flere af dem, at dette var et eksempel på den eksistentielle eller åndelige omsorg, de gerne ville tilbyde på deres hospice.

Hvordan ser god ledelse ud?
I Faaborg-Midtfyn Kommune betød kommunesammenlægningen, at 115 ledere fra fem meget forskellige kommuner og ét amt skulle til at arbejde sammen. Derfor mødtes de flere gange for at diskutere, hvad god ledelse er. Og i samarbejde med to konsulenter fra Kommunernes Landsforening formulerede de kommunens ledelsesværdier.
Jeg blev inviteret med i den afsluttende del af processen for at dokumentere samtalerne om god ledelse i maleri.

Da konsulenterne fremlagde de næsten færdige formuleringer på en række høringer i mindre grupper, havde jeg hver gang tapet karton op på mødelokalets vægge, hvor jeg malede mange hurtige skitser af ledernes reaktioner og kommentarer.

Jeg var også med til at arrangere en afsluttende heldagskonference, hvor alle kommunens ledere deltog.
Dagen begyndte med flere indlæg og jeg stod centralt i lokalet og malede to store malerier af, hvad der blev sagt. Undervejs forklarede jeg, hvad jeg havde hørt og malet.
Jeg udstillede også de mange karton-skitser fra høringerne på - og i en pause bad jeg deltagerne diskutere og bestemme, hvilke skitser, der havde fanget de vigtigste pointer.
Sidst på dagen ledte jeg alle 115 deltagere igennem en to timers workshop, hvor de selv gruppevis skulle lave fællesmalerier af, hvordan god ledelse ser ud. Vi afsluttede med en stor fernisering.

Processen er udførligt beskrevet i KLs magasin Danske Kommuner og Faaborg-Midtfyn Kommunes personaleblad Indblik

"Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger - og især på dit bidrag. Her var tilbagemeldingerne helt klart at billederne, frembringelsen og processen og havde gjort en forskel - og at de var meget begejstrede."
Charlotte Hervit. HR-chef. Faaborg Midtfyn Kommune

Mine to store malerier af formiddagens oplæg hænger nu permanent på borgmestergangen i rådhuset i Ringe, og har således overlevet fire borgmestre.
De mange skitser fra høringerne er indrammet og hænger nu i Kommunens Jobcenter.

Jeg maler formiddagens oplæg på to store malerier, som nu er på borgmestergangen

Lederne diskuterer, hvilke af mine skitser fra høringerne, der var vigtigst

Tre af de 115 ledere, som også selv kom til at male kommunens ledelsesværdier.