De første gange, jeg stand-up malede for et større publikum, var til koncerter og gudstjenester i midten af 1990'erne.
Det var først flere år senere, ordene kom ind i billedet, da jeg begyndte at visualisere foredrag og samtaler - og at skabe dialog med publikum omkring billederne.

Heldigvis får jeg jævnligt invitationer til at vende tilbage til denne begyndelsen, hvor der er en høj grad af leg og improvisation.
Jeg går altid ind i det med et hoved der er lige så tomt som lærredet: Farverne og den figurative inspiration er noget jeg ser for mig og handler på i nuet, men musikken flyder også igennem det kropslige og motoriske og afspejles på et mere abstrakt plan i penselstrøgenes temperament og rytme.

Lyder det selvmodsigende, at improvisation kræver rammer?
Hvis ikke selve musikken også er improviseret, som fx orgelkoncerten med Soohie-vèronique Cauchefer i Ansgar Kirke i Odense, vil jeg ofte gennemlytte den i forvejen: Når jeg kender musikkens opbygning, kan jeg bedre udvikle maleriets komposition.
I gudstjenesten giver liturgien meget af strukturen. Men jeg vil normalt også gennemlæse søndagens tekst.

I orgelkoncerter fungerer det godt for publikum at kunne hvile øjnene på maleriets tilblivelse, fordi organisten ofte er skjult.