Case Virksomhedsidentitet
Quilts of Denmark var blevet en succes. På kun tre år var virksomheden vokset fra 8 til 45 ansatte. Nu ønskede de en kunstner til at strømline deres image – og især emballagedesign - for at opnå større synlighed i butikkerne.
Jeg besøgte et par forhandlere og kunne godt se, at deres design virkede lidt tilfældigt.
Men på vores første møde foreslog jeg at gå et skridt dybere. Det handlede ikke kun om design, men om at virksomheden var vokset så hurtigt, at de havde behov for at stoppe op og finde ud af, hvem de selv var. Og i stedet for at bruge ordet image, som er et konstrueret ydre – foreslog jeg at tale om identitet, som er noget autentisk og konsistent, og som er sandt både på inder- og ydersiden.
Uden en klar forståelse af egen identitet ville evt. ny briefinger på design, markedsføring eller branding let ende i nye tilfældigheder – hvad enten de blev givet til et reklamebureau eller mig.
Den redefinerede opgave blev: ”At finde den fortælling, som er drivkraften i virksomheden både ud- og indadtil”.
Derfor blev det et mål for selve processen at involvere både ledere, medarbejdere - og eksterne, som fx forhandlere, mest muligt.
Jeg indledte forløbet med at udstille af mine egne malerier i både administrationen og produktionshallen. Jeg bad hver medarbejder vælge det billede, der sagde mest om virksomheden. Formålet var at linke arbejdsliv og billedsprog.
Alle medarbejdere blev inviteret til en 3-timers male-workshop, hvor vi sammen undersøgte Quilts’ selvopfattelse. De blev bedt om at skabe deres egne billedudtryk for virksomhedens værdier, mission - og af hvad der er unikt. Undervejs udstillede de for hinanden og knyttede ord og historier til billederne.
Derefter indrettede jeg mit atelier midt ude i produktionshallen. Så jeg løbende kunne sætte billeder på samtalerne med ledelse, salgs- og marketingsfolk. Når jeg udstillede tegningerne, malerierne og collagerne på virksomhedens vægge koblede det flere på samtalen.
Fra begyndelsen havde jeg bedt virksomheden om at indsamle reklamer og brochurer fra hele deres branche. Ikke for at kopiere konkurrenterne, men for at kortlægge branchens billedunivers.
Det blev til en stor collage med form som en vifte, der viste, hvilke veje de visuelle fortællinger går. Det gav overblik. Og det blev et håndgribeligt redskab til at involvere alle i debatten om, hvad Quilts stod – og ikke stod for!
Ledelsens vigtigste fortælling var: ”innovativ virksomhed”. Vi brugte collagen til at zoome ind på, hvordan andre fortalte om innovation – for selv at kunne skabe helt nye visuelle fortællinger som ikke før var set i branchen.
Til sidst samlede jeg alle de mange input og historier om virksomheden til helheder. I en række nye collager kombinerede jeg billeder og tekst - og brugte reklamens velkendte sprog som virtuelt rum til at visualisere virksomhedens fortælling om sig selv. Flere medarbejdere legede med ved selv at selv at skabe slogans. Derfra kom vi frem til essensen: den historie, som er drivkraft i Quilts of Denmark.
Nu kunne vi gå tilbage til udgangspunktet emballagen og butikker og bruge historien i praksis:
Fantasien fik frit løb på et sælgermøde. Vi spurgte hinanden: ”Hvis alt var muligt, hvordan skulle der så se ud, hvor der bliver solgt Quilts?” Igen arbejdede jeg på atelieret på virksomheden. Denne gang med idegenerering og konceptudvikling af emballage, shop in shops og ”prop in shops”.
Arbejdet med at involvere forhandlerne lykkedes over al forventning, da Magasin du Nord inviterede os til at tage vores ideer og koncepter med til et brainstormmøde på Kgs. Nytorv. Det blev indledningen til et samarbejde om at afprøve nye veje i butiksindretning og events i sengeafdelingen - samt til en 25 m høj ruminstallation af flyvende, malede dyner i lysskakten rundt om de rullende trapper. Læs.
Vores samarbejde blev siden prisbelønnet med Tuborgfondens Innovationsalliance-pris for ”Den største erhvervsmæssige betydning” blandt 19 lignende samarbejder. Vi blev desuden nomineret til to andre af de i alt fire priser. Læs.
"Artikler om dette samarbejde:
"I sandhedens tjeneste"
"Kunstneren i virksomheden"
"Auerbach vil få dyner til at flyve"

Atelier midt i produktionshallen.

Malerworkshop: Salgskonsulent på opdagelse i virksomhedens selvbillede.

Billederne gjorde det også muligt at tale om branding og markedsføring ude på cementgulvet
Effekt. Quilts of Denmark vurderer selv, ar deres skærpede profil er direkte målbar på bundlinjen.Det var et vigtigt punkt i processen var, at vi fik omskabt et emballageproblem til en intern innovativ proces, der er fortsat efter, at projektet er slut.
Et af de store vendepunkter var, da marketing-koordinatoren overtog de metoder og modeller, jeg havde udviklet, i sit eget arbejde. Hun siger, at samarbejdet gav hende vigtige kompetencer til selv at stå for udvikling af nyt design.
Ledelsen fremhævede en positiv sideeffekt: nemlig at alle var involverede i en fælles oplevelse.
Det at processen forgik synligt for alle; med ny billeder på alle vægge, arbejdende atelier i produktionen og deltagelse i billedworkshops, gjorde det langt mere tydeligt og sanseligt, end ord og flip overs kunne gøre - at der var noget nyt i gang i virksomheden. Identitet, profil og branding er abstrakte sager. Men de billeder, der kom ud af atelier-arbejdet konkretiserede begreberne, så alle kunne være med. Det medførte en værdifuld spontan dialog med medarbejderne, som nu kunne bidrage med ideer og ny, mere specifik viden.
”I stedet for at blive vredet ned i endnu en amerikansk inspireret marketing-teori, har vi fået sat en proces i gang hos os selv. Vi er ved at afklare, hvad vi står for, hvad vores værdier er, hvordan vi bygger værdierne ind i vores produkter og deres funktioner – og hvad vores kunder har ud af det.” Søren Løgstrup. Direktør. Quilts of Denmark
”Normalt tænker vi meget kommercielt og målrettet her, men måske også lidt snævertsynet og kortsigtet. I begyndelsen havde vi svært ved at se meningen med kunsten: Flotte malerier! Og sjovt at male selv! Men hvor skulle det føre hen? Men resultatet var, at vi fik åbnet øjnene for en anden måde at se virksomheden på – og åbnet for ideer, vi ikke havde tænkt på før.” Carsten Niesen. Eksport- og salgschef. Quilts of Denmark
”Samarbejdet med Karsten Auerbach har først og fremmest tilført mig en helt anden måde at se på markedsføringen. Det, der har påvirket mig mest er helt bestemt brochure-analyse-tavlen, hvor Karsten så fortrinligt får kortlagt alle branchens ”fortællinger”. Stor ros og skulderklap for hans tålmodighed med os og for hans vildt skønne ideer, som kan bruges i ”det virkelige liv”.” Betina Polzin, Marketing. Quilts of Denmark
Case Erfaringsopsamling
Lederne fra 8 arbejdspladser i Kolding Kommune havde i to år deltaget i et projekt, der gik ud på at reducere korttidsfravær. Jeg medvirkede i den sidste fase, hvor de bearbejdede deres erfaringer til viden, som kunne formidles til de øvrige 300 ledere i Kommunen.
Opgaven var dels at skabe en proces hvor lederne kunne opsamle, formulere og systematisere deres erfaringer med at lede trivselsprojekter, dels at hjælpe lederne til at formidle den nye læring og viden til de 130 andre leder-kolleger i kommunen på en heldagskonference.
Jeg planlagde og gennemførte forløbet i samarbejde med arbejdspsykolog Kate Holm Sørensen, BST Job + Miljø, som styrede udviklingsprojektet
På et heldagsseminar interviewede lederne hinanden om deres erfaringer. Imens malede jeg hurtige skitser på papir på væggene. Jeg visualiserede de metaforer, som de selv brugte – og de billeder, som kom inde i mit hoved ved at lytte til samtalen.
Undervejs viste jeg dem hvad jeg havde malet og hørt. Deltagernes feeb back viste, hvilke billeder der ramte vigtige fælles erfaringer.
Sidst på dagen inviterede jeg dem til at samle de mange billedudsagn i ”9 portrætter af det gode trivselsprojekt”, som jeg efterfølgendende ville gå hjem og male til dem. Det gav engageret dialog helt hen til sluttidspunktet..
En måned senere mødtes vi igen. Jeg afslørede de færdigmalede ”portrætter” – og mine egne overvejelser med at strukturere stoffet visuelt. Jeg hjalp de 8 ledere med at vælge hvilke af malerier de ville bruge i deres indlæg på heldagskonferencen. Derefter begyndte de at bygge deres indlæg op af deres egne erfaringer og historier.
På konferencen viste indlægsholdene malerierne på storskærm. Originalerne stod udstillet i foyeren foran auditoriet.
Billedmaterialet blev desuden brugt som illustration i en 60 siders erfaringssamling, som også blev lagt ud på kommunens interne hjemmeside.
Efter konferencen blev der trykt posters af malerierne som blev sendt ud på alle kommunens arbejdspladser. De originale malerier cirkulerede som vandreudstilling i kommunen, inden hver især endte på de arbejdspladser som havde været involveret i trivselsprojektet - som en anerkendelse af indsatsen.

"Bliv ude".Lederens erfaring af at blive holdt ude af medarbejder-konflikter, som skader trivslen

Lederne vælger hvilke malerier, der skal understøtte og illustrere deres indlæg

Et af de 9 færdige malerier, hvor der er skabt en åbning for dialogen
Effekt: Deltagerne kendte allerede hinandens erfaringer godt. Der var brug for at bryde indforståetheden. Visualiseringen fik dem til at forlade de ”nedtrådte stier” – og se deres erfaringer med helt nye øjne.
De kom til selv at tænke i billeder og metaforer. Det fik dem til at nå ind til kernen af deres erfaringer og prioritere det vigtige i deres formidling - frem for det grundige og fyldestgørende.
”Det var tydeligt at lederne fik noget ud af det. Dialogen fik en anden dimension. Men det bliver også pludselig mere konkret, når det bliver fastholdt som en skitse.
At du står og maler det, der bliver sagt, er også en form for anerkendelse – det bliver taget alvorligt.
Det fik også deltagerne til at tænke mere i billeder og metaforer end sådan en seance normalt ville have gjort.
Jette Vangslev, Arbejdsmiljøleder, Kolding Kommune
”Min tankevirksomhed foregår ofte i billeder. Da Karsten malede, mens jeg talte, var det som at få tankerne taget ud af hovedet og placeret på et billede. De andre kunne præcis se hvad jeg mente. Det var mere grundigt, end hvis jeg havde beskrevet det i ord og samtidig blev min egen forståelse større. Det er selvfølgelig en cadeau til kunstneren, men har også givet mig mere mod på at bruge min visuelle tænkning, når jeg skal formidle noget.
Inden vi kom, talte vi om, at det var noget tidsspilde at invitere en kunstner, men vi var høje da vi gik derfra.”
Asta Moldt, leder af Støttepædagogkorpset, Kolding Kommune.
"Din visualisering har været et godt redskab til at få tydeliggjort de komplekse sammenhænge, lederne er i, når de skal arbejde med trivselsfremme.
Lederne kommer i metaposition i forhold til sig selv og kan på den måde se sig selv i forhold til egen position og perspektiv. I hverdagens logik er man tilbøjelig til at tænke, at man kan jo kun gøre sådan og sådan, men ved at se sig selv udefra kan der åbnes op for andre handleveje og muligheder."
Kate Holm Sørensen. Psykolog. BST Job+Miljø
"Der findes kurser, hvor man bagefter spørger sig selv: hvad var der nu lige her, jeg ikke vidste i forvejen. Men dette her var en spændende, anderledes måde at arbejde på. Det gjorde indtryk!
Jeg tænker på det jævnligt. Det har fået mig til at tænke ledelse mere billedligt.
Det forstyrrer ens vante tankegang. Det skærper ens opmærksomhed."
Ejgild Christensen, Gruppeleder for Hjemmestøtte til handicappede. Kolding Kommune
"Det har været en positiv og spændende oplevelse at have en billedkunstner involveret", fortæller Kolding Kommunes arbejdsmiljøleder Jette Vangslev.
"Normalt handler det kun om det talte og det skrevne ord i sådanne udviklingsprojekter, men det er helt tydeligt, at nogle mennesker er mere visuelt orienteret. Ved at samarbejde med en billedkunstner har vi gjort det lettere for disse mennesker at udtrykke deres erfaringer. Tilsvarende tror jeg, at deltagerne i konferencen og andre, som ser billederne, får en helt anden opfattelse af begrebet god ledelse, end hvis vi blot talte om erfaringerne."
Inspiration på væggen og på nettet
Oliemalerierne udstilles ved konferencen. Derefter bliver der lavet en vandreudstilling i Social- og Sundhedsforvaltningen, før de deltagende ledere til slut får hver et maleri.
"Ud over at lave vandreudstillingen laver vi en eksempelsamling på baggrund af erfaringerne fra projektet. Eksempelsamlingen bliver lagt på Kommunens hjemmeside som inspiration for andre afdelinger og forvaltninger", oplyser Jette Vangslev.
Case Maleworkshop for 200
På AS3 Company's årsmøder gennemgår ledelsen virksomhedens vision og mission for hvert enkelt forretningsområde med de respektive medarbejderne.
Èt år blev jeg bedt om at holde en 2 timers male-workshop for alle 200 medarbejdere i umiddelbar forlængelse af disse samtaler.
Målet var at give medarbejderne mulighed for at reflektere, diskutere og respondere med deres egne udtryk for, hvad visionen betød for dem - både individuelt og gruppevis.

200 malende AS3-medarbejdere fylder meget

Et af de mange fællesmalerier

Lærredet tages ned fra staffeliet.
Arrangementet var tænkt som en overraskelse: Deltagerne blev lukket ind i konferencecentrets restaurant, hvor alle gulve var dækket til med pap, plastic og staffelier – bordene dækket med maling, pensler og paletter – og buffeten fuld af mere maling klar til servering.
Deltagerne blev fordelt afdelingsvis i grupper á ca. 6 personer. Alle fik udleveret en engangsdragt til at trække over deres tøj.
Opgaven blev introduceret som en konkurrence. Hver gruppe skulle i fællesskab male et maleri, som udtrykte visionen og missionen for deres forretningsområde.
De fik først en kort introduktion til materialer og metoder. De arbejdede de først individuelt, inden hver gruppe diskuterede fælles farveholdninger og afgjorde, hvilke symboler og figurer, der skulle ”befolke” deres malerier.
Medarbejderne blev overraskede. Men efter få minutter brusede restauranten af engagement og samtale, og alle grupper arbejdede målrettet med deres udtryk.
Imellem de fælles instruktioner gik jeg rundt i lokalet for at vejlede om materialer, teknikker og udtryksformer.
Når der kom spørgsmål, som var relevante for alle, gjorde trådløs mikrofon og højtalere det muligt for mig at svare, så alle kunne høre.
Det var også en del af opgaven at give maleriet en titel, som kunne ”åbne” maleriets betydning for andre.
Workshoppen sluttede med en fernisering, hvor deltagerne kunne gå rundt og opleve de meget forskelligartede udtryk. En af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer var ”dommer ” i konkurrencen. Han er selv ivrig kunstsamler og var imponeret over kvaliteten af de udtryk, som blev skabt.
"Vi har fået rigtig mange gode tilbagemeldinger på dit bidrag til Årsmødet - bl.a. at det ledelsesmæssigt var en rigtig god øvelse, som gjorde at medarbejderne i de enkelte enheder fik lejlighed til at sætte ord - og billeder - på det vi arbejder med til daglig. Dagligdagen levner nok for sjældent lejlighed til det. Også resultaterne er vi ret benovede over - tænk, at der kan komme så meget (seværdigt) ud af så kort tid!"
Lotte Østergaard Hougaard. Business Development Manager. AS3 Academy
Jeg har lavet lignende maleworkshops for andre større grupper:

Dør-producenten West Wood: 200 medarbejdere

Lejre Kommune: 220 ledere og tilidsfolk
Fusion og fremtidsbilleder
To kommunale børneinstitutioner var midt i en problematisk sammenlægning, som havde kostet ledere og langtidssygemeldinger. En ny ledergruppe havde stabiliseret situationen og vurderede, at det nu var tid til at se fremad og tegne en vision, som kunne være en samlende, retningsgivende faktor. De planlagde tre dages internat for de to personalegrupper. Jeg blev bedt om at lave en heldags visionsworkshop med dem.
Efter en kort afklaring af begreberne mission og vision, startede jeg med en udfordring til pædagogens mission: ”Opbevarer I børn, eller skaber I fremtidens personligheder?”.
Først nedskrev deltagerne deres individuelle refleksioner. Da de bagefter delte tankerne i plenum, visualiserede jeg det, som de sagde, med hurtige skitser på et lærred.
Derefter brainstormede de i fællesskab: ”I er berømte i 2010. Pressen og TV står i kø og pædagoger fra Regio Emilia og New Zealand valfarter til Sydfyn. Fortæl hvorfor!”
Arbejdet med visionen begyndte også med en individuel opgave: ”Hvilke farver har dit fremtidsbillede?” Deltagerne fik maling, eksperimenterede og lavede mange skitser. Undervejs skulle de notere deres tanker – især når de skulle vælge, hvilke farvekombinationer, der ”passede” bedst.
De udstillede de deres farveprøver og begrundede deres valg for hinanden. Og vi lavede en afstemning for at se, hvilke der gav genklang. I fællesskab kategoriserede vi dem efter værdiudsagn: Fx rødorange harmonier for varme og omsorg. Eller vilde penselstrøg for drengebørn og dramatik.
Så blev de delt i 4 grupper og bedt om at kombinere farver og fremtidstanker i 4 fælles malerier. De fleste diskuterede allerede fremtiden ”på billedsprog”. En enkelt gruppe havde brug for først at beskrive visionen i ord, før de satte billeder på.
Ud på eftermiddagen afsluttedes malearbejdet med en fernisering: Grupperne udstillede for hinanden og redegjorde for tankerne bag malerierne.
I pausen mødtes ledergruppen for at danne sig et samlet indtryk af medarbejdernes input til visionen.
Efter pausen viste jeg, hvordan jeg ville samle nogle rent visuelle fælles træk fra deres 4 fællesmalerier til en ”visuel konklusion”, som jeg derefter gik i gang med at male.
Ledergruppen overtog og meddelte deres konklusion og stillede uddybende spørgsmål.
Effekt
Formålet var at hæve dem op over dagligdagen, hvor der højst er tid til at finde på ideer til aktiviteter med børnene – og udfordre dem til at tænke overordnet målrettet pædagogik og dannelse og fremtidsscenarier..
Det tvang dem til at være meget specifikke omkring vision – og de kom meget ”højt op”. Hvilke krav ville fremtiden stille til institutioner, personale, børn og mennesker i det hele taget? Og hvordan ville de møde behovene.
De to personalegrupper var endnu ikke flyttet sammen, og det var første gang, de var i så direkte dialog med hinanden om deres fælles fremtid.
De fremhævede, at det værdifulde i male-oplevelsen var, at den forenede en legende fælles aktivitet med dybe, alvorlige faglige overvejelser. Og mødet havde været helt konfliktløst!
Det skabte et meget stort engagement. Flere var så optagede, at de havde svært ved at holde op igen. Lederne sagde, at mange havde givet sig helt og var meget trætte bagefter.
I pausen, da ledergruppen skulle konkludere på dagens arbejde, var det tydeligt, at konflikten stadig var til stede i både ord og billeder og lagde en dæmper på det visionære.
I kontraktforhandlingen havde vi netop diskuteret, om behovet var at arbejde med relationer, eller det var at skabe fælles retning. Nu reagerede ledergruppen klogt ved at bruge resten af eftermiddagen og noget af den følgende formiddag til at drøfte utryghed og frustrationer. Sidst på formiddagen kunne de igen finde malerier og notater fra brainstorm og diskussioner frem og tænke fremadrettet.
En måned senere var lederen parat med hendes egen færdige formulering af vision og pædagogiske holdninger. Den blev modtaget på et personalemøde med begejstring og stort med-ejerskab.

En gruppe pædagoger maler deres fremtidsbillede.

Sidst på dagen spurgte jeg pædaoggerne, om deres billeder kunne kombineres - og malede det, de sagde.

De voksnes malerier udstilles hjemmei børnehaverne.
KULTUR & SUNDHED
Nye studier viser, at kunst og kunstbaserede aktiviteter kan gavne især vores mentale helbred. Jeg har arbejdet med det i 20 år.
Læs her om mit nyeste kunst- & forskningsprojekt i Børne- & Ungdomspsykiatrien i Odense.
TVÆRFAGLIG KUNST
Jeg er en samarbejdende kunstner. Jeg er nysgerrig på, hvad kunsten kan, når man tager den ud af det kulturelle reservat og bringer den i spil med helt andre fagligheder. Jeg stand-up maler på møder eller skræddersyr maleworkshops og udstillinger, så du tænker og taler i billeder - og ikke kun ord.
Se eksempler her
BESTIL ET BILLEDE
Små illustrationer eller store vægmalerier? En gave skabt til en bestemt person - eller til dig selv? Beskriv dit formål og forestillinger om billedet - og jeg laver det på baggrund af en dialog om ideer og skitser. Læs mere her